Evangeliet i flue-perspektiv

15. s.e. trinitatis 2009, Matt 6,24-34
Broager, søndag d. 20. september
10 Alt, hvad som fuglevinger fik - 69 Du fødtes på jord - 163 Fuglen har rede // 36 Befal du dine veje – 440 - 729,5 Ham takker alle vi med sang - 2 Lover den Herre, den mægtige konge med ære

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Jesus sagde: »Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.
    Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se him­lens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres him­melske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan mar­kens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres him­mel­ske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.«
Benny Andersen har skrevet en novelle, som hedder Den skaldede mand. Det er en historie, som jeg gennem årene af naturlige grunde har fået en hel del sympati for. Det er også en historie, som passer fint til dagens evangelietekst.

Hovedpersonen er en mand, som er ved at blive skaldet. Han har kun 8 hår til­bage, og nu hører man ham fortælle sin lidelseshistorie: Hans kone havde engang, da de endnu var unge og nyforlovede, i et øjebliks ubetænksomhed sagt til ham: ”Jeg håber, at du aldrig går hen og bli’r skaldet og tykmavet, det synes jeg ikke er så pænt”. Hun havde sagt det i forbifarten og med en spøgefuld tone uden at tæn­ke nærmere over det, men manden havde husket det hele livet igennem.

Og han havde da også i mange år med nogen succes dyrket sport og forsøgt ikke at spise for meget, så maven havde forholdt sig indenfor nogenlunde rammer, selv om den i de seneste år, efter at han havde rundet de 50, var begyndt at stille krav om bedre pladsforhold.

Værre var det med håret. Allerede for længe siden var hårgrænsen vigende. Og månen og høje tindinger var mødtes og var sammen gået til angreb på den res­te­rende hårpragt, som uundgåelig gik sit forfald i møde.

Og manden havde prøvet alt for at undgå hårtabet. Han havde smurt og gødet, æltet og iltet, vandet og drænet. Han havde underkastet sig besynderlige og be­svær­lige behandlinger. Han havde udstået underlige, men stadig uvirksomme besværgelser og bestrygninger. Intet hjalp.

Og angsten for at miste konen red manden som en mare. Han fantaserede over, om hun i hemmelighed havde taget sig en elsker – en mankeprydet ungersvend.

Og så en aften så sidder manden og konen med hver sin avis og hygger sig og for­tæller lidt om, hvad de hver især læser om og har bidt mærke i.

Manden er nu temmelig mærket af sin situation. Han lægger bare mærke til, hvor­dan en flue lander på hans skaldede hoved og spankulerer rundt. Fluen kan jo også let få fat med sine sugefødder på det skaldede kranium. Og så lader han fluen tænke dybe tanker bl.a. disse: ”Her, hvor der før var bølgende marker og frodige lunde, her breder ørkenen sig nu så langt øjet rækker. Her er kun stil­he­den, ensomheden, intetheden og et par enkelte tørre strå hist og her i horisonten, for længst har den levende, brogede verden trukket sig tilbage”.

Men fra dette nulpunkt sker der noget underligt, for nu tænker fluen videre: ”Hvad er det da der drager én mod disse trøstesløse himmelstrøg? Mon ikke grunden er, at intet her distraherer meditationen, at tid og rum her viger for en højere, ujordisk indsigt, hvor alt som var og skal komme står side om side for sjælens øje, som rækker langt videre end et flueøje? Da er det ikke så sært, at de store profeter og religionsstiftere altid opholdt sig fyrretyve dage i ørkenen, før de vendte tilbage og ændrede verden. Måske vil en flueprofet en gang begive sig ud i denne ørken, som er evighedens spejl, og efter fyrretyve sekunders faste og me­di­tation vende tilbage og stifte en ny religion, forkynde at vi skal elske vores næste, det vil sige alle andre fluer uanset hvilken art de tilhører, stuefluer, stik­fluer, spyfluer, døgnfluer, kødfluer, ostefluer, blomsterfluer, hestefluer, bananfluer…”

Og fra dette lille evangeliske mikrokosmos, lader Benny Andersen den forløsende vending indtræffe, idet konen, Inger, vender sig mod hovedpersonen og peger på et billede i avisen og siger: ”Der er en, som er næsten lige så flot som du”. Det er et billede af den helt skaldede skuespiller Yul Brynner, som hun peger på. Det viser sig, at hun ikke har det fjerneste imod skaldethed. Det halvskaldede er hun ikke så vild med, men det helt skaldede synes hun er flot. Og her ender historien. Historien ender med en mand, som ikke havde haft grund til at være bekymret og nu kun er 8 hår fra den fuldkomne lykke. Og det er jo ikke så ringe.

Benny Andersens historie hedder som sagt ”Den skaldede mand”. Den hedder ikke bare ”Vær ubekymret”. Evangelieteksten i dag handler ikke bare om at være ubekymret. Ja midt i al talen om at være ubekymret for mange ting, skal man netop være bekymret for noget ganske særligt. Således heder det ganske cen­tralt: ”Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.

Og det er i den sammenhæng vi skal se opfordringen til ubekymrethed. Ellers kan opfordringer til ubekymrethed let være ganske malplacerede. Det kan fx ikke nytte noget, at jeg siger til min kone, at hun ikke skal bekymre sig om, hvad vi skal have at spise til aftensmad, hvis jeg ikke selv bekymrer mig om det. Børnene skal jo have noget at spise, og mindst en voksen skal tage sig af madlavningen. Regningerne skal betales, selv om fordelingen godt kan være sådan, at den ene betaler, og den anden bekymrer sig.

Men nogle bekymringer er altså vigtigere end andre. Om manden var skaldet eller lidt for fed, var ikke det vigtigste, men om konen elskede ham. Om konen elskede ham, ikke bare i pæn tilstand med eller helt uden hår, men også i den mindre attraktive mellemtilstand. Om konen elskede ham og virkelig ville have med ham at gøre, det var det væsentligste. Og han kunne jo ikke lave om på sig selv, men hun elskede ham alligevel.

Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Og det er den bekymring, som er så meget vigtigere end så mange andre be­kym­rin­ger. Og Guds retfærdighed er, at Gud retfærdiggør. Vi skal ikke retfærdiggøre os selv. Vi skal ikke være gode nok eller populære nok overfor Gud. Vi skal ikke være elskværdige nok, for at Gud elsker os. For Gud elsker os uanset. Uanset enhver bekymring. Uanset, hvor små vi måtte være. Om vi så var græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, om vi så var fluer i et ganske lille univers. Gud elsker os alligevel og ”forkynde[r] at vi skal elske vores næste, det vil sige alle andre fluer uanset hvilken art de tilhører, stuefluer, stikfluer, spyfluer, døgnfluer, kødfluer, ostefluer, blomsterfluer, hestefluer, bananfluer…”

Først fra det perspektiv, hvorfra enhver selviscenesættelse og selvhævdelse er umulig, kan vi søge Guds rige og hans retfærdighed, men så skal alt det andet også gives os i tilgift. Amen.