Broager kirke søndag d. 9. marts kl. 10.30.
10 Alt, hvad som fuglevinger fik - 441 Alle mine kilder skal være hos dig - 71 Nu kom der bud fra englekor // 108 Lovet være du, Jesus Krist - 439,1 O, du guds lam - 69, 4-5 af ”Du fødtes på jord” - 201 Det hellige kors, vor Herre selv bar
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:Jeg læste i Folkebladet, at der var en særlig gudstjeneste i dag i Broager kirke. Og det er sådan set rigtig nok, at det er en særlig dag i dag, selv om også mange andre søndage er særlige dage.
Da sagde Maria:
»Min sjæl ophøjer Herren,
og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!
Han har set til sin ringe tjenerinde.
For herefter skal alle slægter prise mig salig,
thi den Mægtige har gjort store ting mod mig.
Helligt er hans navn,
og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham,
varer i slægt efter slægt.
Han har øvet vældige gerninger med sin arm,
splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker;
han har styrtet de mægtige fra tronen,
og han har ophøjet de ringe;
sultende har han mættet med gode gaver,
og rige har han sendt tomhændet bort.
Han har taget sig af sin tjener Israel
og husker på sin barmhjertighed
som han tilsagde vore fædre –
mod Abraham og hans slægt til evig tid.”
Det specielt særlige i dag er, at Sebastian er blevet døbt, og at vi holder guldkonfirmation, dvs. vi fejrer en flok konfirmanders 50 års konfirmationsdag. Vi har naturligvis mange flere dåb i løbet af året, og i år har vi endog en guldkonfirmation mere, men i dag er det altså jer, det handler om.
Og så er der det særlige ved dagen, at det er Maria bebudelses dag. Og det er meget heldig, for så er emnet nemlig en baby, en ung pige næppe ældre end en konfirmand, og et ældre ægtepar måske i guldkonfirmandalderen.
Sudoku reglerne minder mig lidt om den måde, hvorpå 1. Mosebog, den 1. bog i Bibelen, er skrevet. 1. Mosebog er nemlig skrevet på en meget underfundig måde, hvad mange mennesker, selv meget belæste teologer, ikke er klar over. Den er skrevet i et mønster, hvor ting gentages og spejler sig i hinanden.
Lad mig give et eksempel: Da Adam og Eva havde syndet og blev jaget ud af Paradisets have, stillede Gud et par keruber (det er en slags vagt-engle) med flammesværd, som skulle bevogte indgangen til haven og holde menneskene ude.
Lidt længer henne i teksten efter syndfloden, da Gud havde druknet alle de syndige og onde mennesker og ladet Noah og hans familie overleve, da fortrød Gud, at han havde været så streng, og han satte en regnbue som tegn på, at han aldrig mere ville straffe så hårdt og lade en vandflod overskylle hele jorden.
Se, vi danskere, som læser Bibelen i oversættelse og ofte også i småstykker, lægger ikke mærke til underfundighederne i teksten. Vi tænker ikke over lighederne mellem flammesværd og regnbue.
Hvad er lighederne da? Jo, de er begge meteorologiske fænomener. Det er jo lyn, som glimter på himlen, når lufttrykket er lavt, og elementerne er i oprør. Og så er det regnbuen, som kommer frem, når det har regnet. Solen kommer frem, lufttrykket bliver højt, og vejret bliver godt igen.
Og så er de også våben begge to, sværd og bue. Og det ene våben er entydigt et krigsvåben, men buen kan også anvendes fredeligt, overfor mennesker i hvert fald, når man går på jagt.
Og nu må jeg hellere komme til sagen. Den første tekst af dem, som vi hører i dag, historien om Abraham og Sara. De fik besøg af tre mænd, en slags engle, og den ene af dem var nok Gud. Og de fik at vide, at Sara skulle føde en søn. Og Sara kunne ikke lade være med at le af det, for hun var langt oppe i årene. Og hun blev også meget genert ved, at en fremmed derved antydede, at hun og Abraham således skulle have sex sammen. Men hun fik klar besked: ”Intet er umulig for Herren!”
Og hvad rimer den her historie så på? Hvilke ting passer den sammen med? Den passer sammen med den historie, som følger umiddelbart bagefter: historien om ødelæggelsen af Sodoma og Gomorra. Det er en forfærdelig historie om nogle meget syndige mennesker, der ligesom Abraham og Sara får besøg af nogle engle. Men menneskene i Sodoma er slet ikke så gæstfrie. Det er Abrahams nevø Lot, der får besøg af englene, men folkene i byen vil faktisk voldtage dem. Og de trænger ind i Lots hus, og kun fordi englene slår dem med blindhed, mislykkes det for dem.
Et godt besøg af engle og et dårligt besøg er således stillet op overfor hinanden. Og flere andre elementer med lighed og modsætning findes. Sara ler, hører vi. Og i modsætning til det står, at ”skriget var højt over Sodoma og Gomorra”.
Saras latter var en genert latter over, at hun gamle kone skulle have sex med sin mand. En genert latter over det, som er ganske naturlig; kun at der skulle kunne komme et barn ud af det var mirakuløst. Og så det perverse, lystne brøl fra voldtægtsmændene fra de syndige byer. Det var en stor modsætning. Men en ting går igen, nemlig det at man ikke tror på, at Gud skulle kunne høre latteren eller sætte sin magt igennem. Men Gud satte sin magt igennem overfor Sara, som godt nok måtte se sig afsløret, men hun fik også sit højeste og inderligste ønske opfyldt, da hun senere fødte sønnen Jakob. Og Gud ødelagde Sodoma og Gomorra. Og mønstret i det lille felt er udfyldt.
Og hvad så med det store mønster på kryds og tværs. Jo her møder vi Maria. Maria er en ung pige. En tjenestepige bliver hun kaldt. Hun var åbenbart en pige af små kår. Hvor gammel har hun været? En 13-14 år måske.
Og denne pige får besøg af en engel – det tredje englebesøg, som vi hører om i dag. Og englen fortæller, at hun skal blive gravid og føde en søn. Og han skal hedde Jesus og være noget helt særlig.
Og se, her kunne Maria godt have grinet lidt af det hele, for hun var jo ganske ung og havde ikke været sammen med nogen mand. Hun kunne som Sara ikke have troet på det. Eller hun kunne, når hun indså, hvad der var overgået hende, være brudt ud i hysterisk og nervøs latter, fordi det ville blive så forfærdelig svært at skulle forklare Josef, hende forlovede, og hendes egne forældre, hvad der foregik, hvad der var sket.
Men Maria lo ikke. Hun tog opgaven på sig, hun underkastede sig Gud og sagde, at det skulle gå, som han havde sagt. Her var Maria virkelig noget ganske særlig i den måde hun uden beklagelse tog en stor opgave på sig.
Og hvad var Marias opgave? Eller nærmere, hvad gik fødslen af Jesus ud på? Jo, lad mig springe tilbage til historien om på den ene side Abraham og Sara og så på den anden side uddrivelsen af Paradis, syndfloden og ødelæggelsen af de onde i Sodoma og Gomorra.
Lige fra begyndelsen var der to modsatrettede bevægelser i Guds historie med mennesker. Der var et mønster.
Der var på den ene side håbet. Håbet om at få børn. Håbet om at leve i en bedre verden. Håbet om, at tingene skulle gå godt. Og Abraham og Sara troede mere eller mindre fast på Gud, men de troede dog, og Gud hjalp. Og mange andre hjalp Gud.
Og så var der dem, som ikke troede på Gud, dem, der var ligeglade med Gud. Og Gud straffede de værste og mest onde, men viste også ofte overbærenhed. Gud forsøgte at retlede og hjælpe på vej. Men ondskaben var der stadig. Synden var der stadig.
Med Maria, ser vi begyndelsen på, at det mønster bliver brudt. Allerede i hendes manglende latter, men alvorlige accept aner vi det. Hun tog Gud på ordet. Hun troede på Gud. Hun troede, at Gud ville lave alting om. Og Gud ville lave alting om. Vende op og ned på alting.
Det forstod Maria mere af, da hun havde besøgt sin slægtning Elisabeth, som også var gravid. Og Elisabeth havde, allerede inden Maria havde sagt mere end ”goddag”, fornemmet det. Fornemmet, at Maria skulle føde det menneske, som skulle lave alting om.
Da sagde Maria de ord, som kaldes Marias lovsang, høj-lovningen, Magnifikat. Ordene om, hvad barnet skulle betyde: En verdensrevolution. At de hovmodige og stormægtige skulle nedstyrtes, og de ringe ophøjes. At de sultne skulle mættes med gode gaver, og at de rige i sig selv, de selvfede altså, skulle stå med tomme hænder. At Gud ville vise barmhjertighed…
Sudoku. I husker nok, at jeg sagde, at jeg aldrig har lavet en færdig endnu. Denne prædiken-sudoku bliver heller ikke færdig. Ikke alle felterne er udfyldte. Ikke i dag. Og det vil jeg nævne tre grunde til:
For det første er I jo konfirmander de fleste af jer. Og selvfølgelig ender konfirmationsforberedelse med konfirmationsdag og familiefest, hvad enten det var på denne dag for 50 år siden, eller det er om små seks uger. Men man bliver jo aldrig færdig med Gud. Det kan godt være, at man griner lidt af Gud og tror, at man ikke bliver set og hørt af ham, men Gud er der alligevel og ser os og kender os på godt og ondt, og holder af os ligegyldigt hvad.
For det andet er det jo snart påske. Og i påsken udfyldes de allervigtigste og centrale punkter i troens kryds og tværs. Korset kommer frem. Indtog i Jerusalem, først begejstring og så svigt. Den sidste nadver. Korsfæstelse, død og opstandelse. Synden overvundet. Håbet lever.
For det tredje lever vi i tiden og kender ikke evigheden med Gud, hvorfor vi må sige som apostlen Paulus: ”Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.” Amen.
