Guds finger på vægtskålen

Søndag Septuagesima 2008*. Matt. 25,14-30.
Søndag d. 20. januar, Rinkenæs kirke kl. 9.00, Broager kirke kl. 10.30448 Fyldt af glæde over livets under - 7 Herre Gud! Dit dyre navn og ære - 368 Vintræ og grene // 667 Skulle jeg dog være bange - 369,5-6 af Du, som gir os liv - 675 Gud, vi er i gode hænder
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Jesus sagde: »Det er med Himmeriget som med en mand, der skulle rejse til udlandet og kaldte sine tjenere til sig og betroede dem sin for­mue; én gav han fem talenter, en anden to og en tredje én, enhver ef­ter hans evne; så rejste han. Den, der havde fået de fem talenter, gik straks hen og handlede med dem og tjente fem til. Ligeledes tjente han med de to talenter to til. Men den, der havde fået én talent, gik hen og gravede et hul i jorden og gemte sin herres penge. Lang tid efter kom­mer disse tjeneres herre tilbage og gør regnskab med dem. Den, der havde fået de fem talenter, kom og lagde andre fem talenter på bordet og sagde: Herre, du betroede mig fem talenter; se, jeg har tjent fem ta­len­ter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din her­res glæde! Også han med de to talenter kom og sagde: Herre, du be­tro­ede mig to talenter; se, jeg har tjent to talenter til. Hans herre sag­de til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Så kom også han, som hav­de fået den ene talent, og han sagde: Herre, jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt, og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden. Se, her har du, hvad dit er. Men hans herre sagde til ham: Du dårlige og dovne tjener! Du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke har sået, og sam­ler, hvor jeg ikke har spredt. Så burde du have betroet mine pen­ge til vekselererne, så jeg havde fået mit igen med rente, når jeg kom tilbage. Tag derfor talenten fra ham og giv den til ham med de ti talen­ter. For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have over­flod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. Og kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.«
Hvor passer jeg ind i den her historie? Er jeg den uduelige tjener, som blot for-tje-ner at blive kastet ud i mørket udenfor, eller kan jeg på nogen måde betragtes som en tjener, der er tro i det små og kan have udsigt til at gå ind til min herres glæde? Hvordan er mit regnskab med Gud?…

En talent er en umådelig stor sum penge, der svarer til 6000 daglønninger, altså værdien af 20 års arbejde. Så mange penge kan intet almindeligt menneske nogen-sinde spare sammen. Deraf kan det ses, at det ikke blot er penge, denne lignelse handler om.

Havde historien kun handlet om penge og økonomi, burde der jo have været tre udgange på historien, nemlig at man enten får pengene til at yngle - det er det, som de to gode tjenere gør -, at man bevarer pengenes værdi - det er nogenlunde det, som den sidste tjener gør ved at grave pengene ned, eller - og den mulighed mangler - at man lader pengene gå tabt ved at investere forkert. Havde historien handlet om penge, så var det vel ikke så slemt at grave pengene ned som at miste dem; så havde det vel ikke været så galt at sikre sig? Så havde man vel også skul-let underkaste de to første tjenere en risikoanalyse: Var de ikke alt for villige til at risikere deres herres penge?

Men nu handler lignelsen om de betroede talenter ikke om økonomi i almindelig forstand, men den handler alligevel om økonomi, nemlig om Guds Riges økonomi. Den handler om overskud og underskud.

Overskuddet først. Overskuddet er Guds umådelige store gaver til os mennesker, at Gud har skabt os og sat os til at leve i verden med hinanden. Overskuddet er, at Guds ord ikke vil vende tomt tilbage, og overskuddet er, at Guds kærlighed ikke bliver mindre ved blive delt, men større. Guds kærlighed, som ikke blot en gave, men også en op-gave: vi er Guds hænder i verden, som det engang er blevet sagt og sunget. Derfor er det, at tjenerne med talenterne kun har to muligheder: at tjene og lade Guds ord vokse eller at grave ned og lade gå til spilde.

Hvordan skal vi tjene Gud, og hvad er det for en slags talenter, som Gud betror os med? Talenter kan være alt mulig. I børnebogen Gummitarzan er det et gennem-gående tema, at alle har talent, at alle kan noget. Ivan, som er hovedperson i historien, får igen og igen at vide af sin far: ”Der er altid noget, som man er god til. Man skal bare finde ud af, hvad det er!” Og det finder Ivan da også ud af til sidst…

Der er stor forskel på, hvad mennesker er gode til. Hver har vi fået forskellige opgaver af Gud – store, små opgaver, forskellige opgaver, – og alle op-gaver er vigtige, og intet menneske må tro, at det ikke kan noget og således står uden opgave. Intet menneske, hvor lidt det end kan, er så ringe, at det ikke kan noget…

Der er mange slags opgaver, som skal løses af forskellige mennesker med for-skellige evner. Overalt i livet er der forskellige opgaver, som mennesker bliver betroet. Store og små. Og det er ikke nødvendigvis sådan, at de største opgaver er de vig-tigste: Ingen kan ved egen kraft afskaffe al sult og krig og nød, men alle kan give andre noget at spise, forsøge at afstå fra strid, eller hjælpe, som man nu bedst kan. Kun få har meget at give, men alle har noget.

Og kan man ikke gøre noget praktisk, eller har man ikke noget materielt at give, så kan man jo stille sin tid, sin opmærksomhed og sine tanker til rådighed: Nogle gange er det en vigtig opgave at lytte til, at bede for eller at opmuntre et andet menneske. Måske har vi selv oplevet opmuntringer, som betød meget for os i en vanskelig tid, men den, som havde opgaven at hjælpe os, fik ikke at vide, hvor meget det hjalp, eller regnede det ikke selv for noget særligt…

Før reformationen betragtede man kirkelige opgaver, især at være munk eller præst som noget særligt fint (det var tider!); det var den bedste måde at tjene Gud på. Men re-formatoren Martin Luther lavede om på det, han havde en an-den opfattelse: at man skulle tjene Gud dér, hvor man var sat i verden. Gøre sit bedste, ligegyldigt hvad opgaven var, eller hvem man var. Det skal man også i dag. Man skal tjene Gud i kald og stand. Dvs., at man ud fra det sted, hvor man er sat i livet, skal leve det så godt som muligt til Guds ære og næstens gavn.

Det giver Luther mange eksempler på, men det bedste er det, at hvis man nu er lommetyv, så skal man gøre det så godt som muligt til Guds ære [...], uden at det dog skal forstås som en opfordring.

Vi skal udfolde vore liv som medmennesker. Vi skal være der, når vores familie, venner og bekendte har brug for os. Og vi skal stille os til rådighed, når de med-mennesker, som vi endnu ikke kender, har brug for os. Ja, selv vore fjender skal vi forsøge at være medmennesker for. Vi er Guds kærligheds hænder i verden. Er vi villige til at være det, da anvender vi de talenter, som er blevet os betroet. Da forvalter vi overskuddet, som gode tjenere…

Men så er det med underskuddet, underskuddet som uafværgeligt kommer, når vi ikke lader det, som vi har modtaget gå videre; når vi ikke tager de pålagte op-gaver på os. Underskuddet kommer, når vi i do-venskab bortøder gaverne eller egoistisk kun lader dem virke til vores egen personlige fordel.

Vi kender det alle: alt det, som vi burde have gjort, men som vi ikke fik tid til. Alt det, som vi kunne ha-ve gjort, men som vi ikke turde. Det var jo mere bekvemt og mere sikkert at lade være, at lade stå til. Vi gravede vore talenter ned. Vi skuf-fede dem, som regnede med os. Vi svigtede.

Og vi havde jo gode undskyldninger, syntes vi: Vi ville jo ikke løbe nogen unødig risiko; vi ville passe på det, som vi allerede havde, og holde på det sikre. Men Gud er ikke nogen bankrådgiver. Gud er Gud. Gud er den, som høster, hvor han ikke har sået, og samler, hvor han ikke har spredt. Guds ord vil ikke vende tomt tilbage. Og derfor er der ganske store krav til os, hvis vi lægger os Guds ord på sinde.

Og i det lys ser det skidt ud med mit regnskab med Gud: Har jeg ladet overskud-det fra Gud vokse, eller har jeg hindret dets vækst? Ja, nok det sidste, og und-skyld-ninger er der nok af. Der er sikkert også formildende omstændigheder: noget godt har jeg vel gjort, noget fik jeg gjort rigtigt, noget fik jeg sagt rigtigt. Men regnska-bet, hvad med det? Det er jo det, som står på bundlinien, som tæl-ler! Her er der røde tal! Sådan passer jeg måske ind i historien om de betroede talenter, som ham der gravede sine ned: røde tal - ud i mørket!

Men Gud er stadig ikke nogen bankrådgiver. Heldigvis. Han er ikke ubetinget nidkær og nøje-regn-ende. Når Gud vejer vore liv og finder os for lette, alt for lette, lægger han en finger på vægten til vores fordel. Det findes der et billede af på et kalkmaleri i Domkirken i Århus. Her står Skt. Michael med en vægt i hånden. (Ligesom vi har her i Broager kirke).

To vægtskåle er der, som skal udbalancere hinanden. I den ene vægtskål til højre er der fyldt med små djævle, som kravler op og hager sig fast. De forestiller alle men-neskets synder, alt det, som vi gjorde forkert, eller alt det, som vi burde have gjort, men ikke fik gennemført. I den anden vægtskål er mennesket, du og jeg, nøgent står det der med alle sine talenter alt for let til at tynge vægtskålen ned. Heldigvis sætter Skt. Michael sin stav på vægten, heldigvis har Gud en finger på vægten, så den tipper over og kommer til at stå i vores favør.

Hvad er det, som Gud lægger på vægten? Hvad vejer så tungt, at det opvejer alle vore synder? Det gør han, som fortæller os historien om de betroede talenter, han uden hvem denne historie ville være alt afslørende og helt uden udvej, nemlig Jesus Kristus. Ham blev alt betroet på korset. Han risikerede alt. Han led og døde og genopstod. Han tjente nok til at slette de røde tal i vores regnskab med Gud, således at vi, som ellers blot fortjener at blive kastet ud i mørket udenfor, allige-vel kan gå ind til vor Herres glæde. Amen.


* Bearbejdet prædiken fra 1998, min første prædiken skrevet som opgave på Pastoralseminariet.