Tak til jer, der bar

Prædiken til sidste søndag i kirkeåret (I) Matt 25,31-46
Søndag d. 25. november 2007, Broager 10.30
732 Dybt hælder året i sin gang - 446 O, lad din Ånd nu med os være - 403 Denne er dagen, som Herren har gjort // 262 Frydetonen går mod tronen - 439,1 O du Guds Lam! - 473 Dit minde skal, o Jesus, stå - 431Herre Kristus, dig til ære

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Jesus sagde: »Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre.
     Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig.
     Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre [og søstre], det har I gjort mod mig.
     Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig.
    Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig? Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.«
Det var den opbyggelige lignelse om fårene og bukkene og dom­stolen foran him­lens konge.

Ja, nu tænker I måske, at den lignelse slet ikke er opbyggelig. Den lignelse hand­ler jo bare om, at på dommens dag skal de, som har handlet rigtig, få evigt liv, men de, som har handlet forkert eller undladt at gøre det rigtige, skal gå bort til evig straf. Den handler om løn og straf og himmel og helvede. Og det er så det.

Men det er det lige netop ikke. Den korte og triste og forudsigelige historie med den simple pointe er kun udgangspunkt for Jesu lignelse. Det var den historie, som farisæerne fortalte. Det var den historie, som den selvretfærdige elskede. Det var den historie, som man kendte i forvejen.

Men Jesus fortalte en anden historie. Han udvidede og forandrede historien. Og det var lige netop ikke klart, hvem der var retfærdige eller ikke retfærdige. Alle­rede det med får og bukke. Hvem af dem er mest retfærdige? Og så de, som var retfærdige, de vidste det ikke selv. De vidste ikke, at de havde hjulpet deres Her­re. Måske havde de ikke engang lagt mærke til, at de havde hjulpet noget menne­ske overhovedet.

William-Adolphe Bouguereau (1825-1905)
Not Too Much To Carry (1895)
Læs og se mere på Wikipedia og Artsy 
Men det er egentlig også klart nok, at det må være sådan, for det drejer sig ikke om den store hjælp, men den lille. Det drejer sig ikke om, at de retfærdige skal frelse verden. Det skal frelseren.

Vi mennesker må starte i det små og give et måltid mad uden at tro, at vi derved skal fjerne al sulten i verden. Give et glas vand, når nogen er tørstig. Smile til en fremmed. Give en trøje til den, der sidder og skutter sig, eller et varmt knus i stedet for en kold skulder. Tage sig af den syge og besøge den fængslede.

Ikke helbrede den syge og befri den fængslede, læg mærke til det, men tage sig af og besøge. Det er altså ikke det umulige, som vi skal, men det, som vi umiddelbart kan gå i gang med, bare vi vil give afkald på vores egen bekvemmelighed og ofre lidt af vores tid og en smule penge.

Retfærdighed er en mulighed for os, og det er også et bud. Jesus vil have os til at gøre kærlighedens gerninger. Men det er ikke vores eneste rolle i den her historie eller vores eneste mulighed i livet. Vi kunne jo også være lige netop dem, som mød­te kærlighedens gerninger. Det kan jo være, at vi modtager mere, end vi gi­ver. At vi bliver båret af dem, der holder af os, og holdt oppe af dem, der bærer over med os.

Og endelig kan det jo være, at vi hverken er de retfærdige eller dem, som møder retfærdighed. Vi kan jo også være dem, som er uretfærdige, ligegyldige overfor andre mennesker, kyniske og egoistiske. Det kan jo være, at vi slet ikke gider den lange historie med medmenneskelighed, men har nok i os selv.

Der er flere muligheder, flere roller, og alle disse roller kan man finde på et meget anmelderrost album, som sangeren Michael Falch har udgivet for nylig. Album­met hedder ”Sang til undren”. Det fyldt med alvorlige sange, og det er tydelig, at Michael Falch har noget på hjerte. Han sætter fingeren på tidsånden og kritiserer i sangene ”Hvorfor vil jeg være rig?” og ”Forkæl dig selv”, at så mange mennesker bare tænker på sig selv, navlebeskuende uden blik for andre. Han lader tidens men­neske synge: ”Jeg vil ikke ha’ noget pis mere/jeg ønsker eksistens uden be­svær/du kan gi’ en fuld kropsmassage/og slutte med at salve mine tæer”.

Det religiøse sprog er tydelig, hvis man har sans for den detalje, for vel har vi i vo­res helse-tider cremer, som vi kan smøre os ind i, men det at salve nogens tæer eller fødder har helt klart en religiøs klang. Det var jo en syndig og grædende kvin­de, der salvede Jesu fødder med kostbar olie og dybtfølte tårer, og senere var det Jesus selv, der vaskede sine disciples fødder for at vise, at man skulle være stor ved at tjene, ikke ved at lade sig betjene.

Men Michael Falch ser også indad. Han fortsætter sit opgør med det alkohol­mis­brug, som i årevis styrede hans liv. Han arbejder med sorg og afsked og bearbej­der den ensomhed, som han har efter at være blevet skilt efter et langt ægteskab. Han bevæger sig i en eksistentiel og religiøs strøm og finder netop i det besværlige liv om ikke alle svar, så dog meget mening og håb.

I sangen ”Tak til jer, der bar”, siger Michael Falch:
Til jer, der holder af mig, til jer, jeg holder af,
til alle jer der holdt - holdt ud til i dag.
Gid jeg ku' sige det, som det føles præcis,
men det ville kræve, jeg blev langt mere vis.
Til jer, der tog over, da min livline sprak,
til jer, der bar mig hjem, vil jeg nå at sige tak.
Så dybt et fald fra så høj en fest
kan man kun slippe godt fra
med en engel som gæst.
Til dig, der gad snakke, da jeg var faret vild
som niårig dreng midt i storbyens ild.
Og til dig der holdt om mig og gav mig et kram,
da jeg som ung synder var ved at segne af skam.
Og til dig der gad hilse, da alle så væk
og talte lidt til ham,
den altid fremmede knægt.
Tak til jer, der bar.
Tak til jer, der bar.
Jeg håber, jeg når at gi’ jer et svar,
før jeg skal bæres herfra.
Til dig, der ku' elske mig gennem mit skjold
og holde mig tændt, når varmen gik kold.
Til dig, der bar over, til dig, jeg ku’ bær’
og ligge i læ eller bare la vær’.
Og til jer, der faldt ned som gaver fra Gud
en lille treenighed, et kærlighedsbud.
Tak til jer, der bar.
Tak til jer, der bar.
Jeg håber, jeg når at gi' jer et svar,
før jeg skal bæres herfra.
Vi skal alle sammen bæres herfra. Inden da, lad os bestræbe os på at bære, hvor vi kan. Og huske på at sige tak til dem, der bar os undervejs.

Lad os være engle og kærlighedsbud for hinanden – ikke af egen kraft, ikke nødvendigvis bevidste om det, nogle gange helt overraskende for os selv og andre. Lad os være det. Lad os leve i troen på Guds overbærenhed nu og i al evighed. Amen.