Du og jeg, kirkens skatte

Prædiken til Alle helgens søndag, Matt 5,1-12
Broager kirke, søndag d. 4. november 2007 kl. 10.30
754 Se, nu stiger solen af havets skød - 566 Er livet alt lifligt herneden - 674 Sov sødt, barnlille! / 376 Lyksaligt det folk, som har øre for klang - 439,1 O du Guds Lam - 321, 6+7 O kærlighed selv! - 571 Den store hvide flok vi se
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. Og han tog til orde og lærte dem:
»Salige er de fattige i ånden,
for Himmeriget er deres.
Salige er de, som sørger,
for de skal trøstes.
Salige er de sagtmodige,
for de skal arve jorden.
Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden,
for de skal mættes.
Salige er de barmhjertige,
for de skal møde barmhjertighed.
Salige er de rene af hjertet,
for de skal se Gud.
Salige er de, som stifter fred,
for de skal kaldes Guds børn.
Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed,
for Himmeriget er deres.
Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himle­ne; således har man også forfulgt profeterne før jer.«
En gammel kvinde, som havde været lærerinde på en berømt kostskole for dren­ge i hele sit arbejdsliv, blev engang interviewet af en journalist. Journalisten hav­de opsporet, at hun havde undervist mange kendte mennesker, både berømte og beundrede personligheder og berygtede folk, som det ikke var gået godt for. Nog­le af dem var endog endt i fængsel for alvorlige forbrydelser.

Og journalisten havde håbet på, at lærerinden kunne afsløre nogle hemmelighed­er, baggrunden for, at det var gået alle disse kendte mennesker sådan og sådan, godt eller dårligt. Det ville jo være fint, om man kunne påvise i en tidlig alder alle de evner og karaktertræk, som senere rent faktisk viste sig hos de forskellige.

Men det skete ikke. Lærerinden var ganske vist godt orienteret om, hvordan det var gået hendes elever gennem livet. Hun havde fulgt dem alle med interesse. Hun havde også skrevet med nogle af dem. Men da hun blev spurgt ud om, hvor­dan hun havde oplevet sine elever, lod hun ikke sit udsagn farve af, hvad efter­tiden havde medført. Hun beskrev kort og godt hver enkelt elev, sådan som hun havde oplevet ham. Og i alle elever havde hun set og fundet noget godt. Og det havde hun forsøgt at fremme. Det fokuserede hun på. Det huskede hun. Og sen­ere tiders lykke eller ulykke, held eller uheld, dåd eller dårskab fik ikke lov til at overskygge hendes kærlighed til sine drenge.

Journalisten fik ikke, hvad han var kommet efter, men mødet med denne lærer­inde gjorde et stort indtryk på ham, og det forandrede den måde, som han frem­over arbejdede på…

Laurentius. Laurentius var ærkediakon i Rom i midten af det tredje århundrede. Diakoni det er det at tjene mennesker med praktisk hjælp, at afhjælpe fattigdom, at bespise de sultne, at pleje de syge. En ærkediakon er lederen af denne tjeneste.

Da pave Sixtus døde, så Roms præfekt sit snit til at få fingrene i kirkens værdier, inden en ny pave var kommet på plads.

Præfekten henvendte sig til Laurentius og krævede kirkens skatte udleveret. Og Laurentius udbad sig en frist på tre dage til at få samlet det hele sammen. Lau­ren­tius arbejde flittigt og effektivt, og det lykkedes ham inden fristens udløb at uddele de fleste af kirkens værdier – i penge og løsøre i hvert fald – til de fattige.

Den tredje dag mødte Laurentius op foran præfekturen, præfektens hus, sammen med en lille delegation. Og da præfekten kom ud i døren og bad om at få udleveret pengene, som han troede at delegationen kom med, drejede Laurentius sig rundt og pegede bagud mod en stor skare af fattige, forkrøblede, blinde og lidende. Og så fortalte han præfekten, at disse mennesker var kirkens sande skatte. Og at så­danne skatte i sandhed gjorde kirken langt rigere end kejseren med alt hans magt og guld og glimmer.

Laurentius blev henrettet for, hvad han havde gjort. Men han blev også kåret til helgen og siden husket som de fattiges ven…

Lærerinden, som elskede sine elever, og Laurentius, de fattiges ven, var helgener. De var ganske særlige mennesker, som er gode eksempler, værd at efterfølge og efterligne, lade sig inspirere af og glæde sig over.

Men helgener er også de, som ikke har gjort noget særligt; de som bare er heldige. Heldige er de, som havde en elskelig lærerinde. Heldige er de, som fik hjælp i fat­tig­dom og nød. Heldige er i særdeleshed de, som bliver elsket, også når de ikke har gjort sig fortjent til det. Sådanne heldige er vi, fordi Gud elsker os og ser det gode i os uanset alt det dårlige…

Hvordan kan vi dog vide, at Gud tænker så godt om os? Hvordan skal vi forestille os det? Måske som på billedet her oppe i hvælvingen: Jesus imellem himlens og helvedes porte. De døde i en stor skare og en lang række (det må indrømmes, at der nu ikke er så mange på billedet, men lad os forestille os det alligevel).

Vi står der på dommedag, men også opstandelsens dag og afventer, hvad der skal ske. Og meget har vi ikke at komme med. Men foran os over vægten sidder Je­sus. Og ligesom Laurentius snød præfekten i sin tredages frist, således snød Jesus djævelen i de tre dage, der gik fra Langfredag til Påskedag, hvor døden blev veks­let til liv.

Og i det store regnskab vil vi ikke blive vejet og fundet for lette, fordi nåden og kær­ligheden blev investeret i os. Amen.