Det bedste og det værste

Påskedag 2007, Mark 16,1-8

Broager, søndag d. 8. april kl. 10.30

224 Stat op, min sjæl, i morgengry! – 446 O, lad din Ånd nu med os være – 236 Påskeblomst! hvad vil du her?// 234 Som forårssolen morgenrød – 439 O du Guds Lam – 473 Dit minde skal – 218 Krist stod op af døde
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: 
Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?« Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.« Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.
Det bedste og det værste. Når det bedste og det værste sker, så siger man ikke altid noget til andre med det samme. Man afventer. Man afventer, fordi man ikke rigtig tror, at det kan være sandt. Og når man så endelig ved, at det altså er sandt, så venter man, fordi man er spændt på eller bange for reaktionen. Og fordi man ønsker ikke bare at sige det, men sige det på det rigtige tidspunkt.

Det værste, som kan ske, er vel at nogen bliver uhelbredelig syg eller endog dør, og så skal man fortælle om det uafvendelige, livets ophør, døden. Det er forfær­delig, og intet tidspunkt er det rette. Og hvordan vil den anden tage det?

Det bedste, som man kan fortælle om er vel forelskelse, forlovelse, bryllups­ind­byd­else eller vel især, at man venter barn: Et lille nyt liv er på vej. Selv bliver man forælder, ens søskende, som for kun få år siden var nogle snottede møg­unger, bliver nu deltagende mostre, fastre, farbrødre, morbrødre eller tanter og onkler, alt efter hvordan man benævner den slags i familien, – nu helst ansvarlige repræsentanter for en ældre generation. Og ikke mindst ens forældre bliver bedste­forældre. Og tilsyneladende har de ikke det fjerneste imod at rykke et trin op i generationernes række.

Det bedste og det værste. Det kan være svært at holde mund med det. Det kan være svært at få det sagt…

”De sagde ikke noget til nogen”, hørte vi om kvinderne ved graven. Sådan slutter Markusevangeliet formodentlig i sin førsteudgave med dette forunderlige punk­tum, som lader pladsen stå vidt åben efter sig. Som om skriftrullen på provoke­rende måde ikke er skrevet fuldt ud. Som om bogen har en række blanke sider, fordi teksten ikke passer til formatet.

De var bange, og de sagde ikke noget til nogen. Og var det det bedste eller det vær­ste, der var årsag til det? Var det liv eller død, der skulle forkyndes, når de fik tungen på gled? Og de skulle nok få tungen på gled, tre kvinder på en solfyldt morgen. De ville ikke længe kunne holde sorgens sluser lukkede eller glædens overflod tilbage!

Begge muligheder forelå. Der kom de med vellugtende salver, fordi de ventede at møde dødens stank. De kom for at gøre deres kære i stand. Men der var ingen.

Derfor blandedes dødens lugt ikke med parfumens duft til tung kamuflerende dunst. Det var frisk og levende luft, som sammen med dagens lys trængte ned i graven. Og graven var tom.

De havde lagt Jesus dér langfredag, og nu var han der af uforklarlige grunde ikke mere.

Og ”de sagde ikke noget til nogen”. Men var håbets bue spændt og troens pil lagt an? Gled forbavselse over i forundring på vej mod forventning? Var det, som de ikke så, nemlig den døde, blevet til tegn på det, som de ikke turdet håbe på – livet? Troede de, at det kunne være virkelighed, at den døde ikke var død, men levende?

”De sagde ikke noget til nogen.” Nej, de sagde ikke noget til nogen. Og de var endnu ikke begyndt at sige alt til alle! Deres hjerter flød endnu ikke over med det håb, som de endnu ikke var begyndt at tro på.

”De sagde ikke noget til nogen”. Måske er det rigtig nok, hvad angår de første timer efter. ”De sagde ikke noget til nogen, for de var bange”. Ja, vel var de bange, de var fuldstændig rystede og ude af sig selv og flygtede fra graven.

Hvorfor det? Hvorfor var de bange og rystede? Jo, måske fordi de i begyndelsen ikke fik fat i den fulde sandhed. De fik klar besked, men hørte kun halvdelen. Det er ligesom, når man modtager et kort telefonopkald. Man får en besked og forstår den. Man bringer beskeden videre, men når man så bliver spurgt om, ”Hvem var det egentlig, der ringede”, så bliver man svar skyldig: ”Nej, det fik jeg ikke lige fat i”.

”Han er opstået, han er ikke her”, siger englen, og det er opstandelsen, der er noget særligt, for alle og enhver kan være fraværende. Opstandelsen. Det er det, der frem for alt skal vække jubel og glæde og håb.

”I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her”.

”Han er opstået.” Hvilken jubel er der ikke i de ord? Han er opstået! Det betyder jo, at alt det, han stod for og alt det, han forkyndte, ikke bare lever i mindet, men lever og til stadighed har liv i sig. Det har virkelig noget for sig. Hans tale om Guds rige, der er kommet nær. Hans påstand om, at vi i troen på ham må dele rettig­heder og vilkår med ham, må blive borgere i Guds rige, virkelig må være Guds børn.

Det rige lader sig nu ane. På tværs af alle nationale, økonomiske, etniske og poli­tiske riger, afgrænsede af pæle og pigtråd, begrænsede af købekraft eller fattig­dom, bestemte af hudfarve eller folkestamme, baserede på teoretiske idealer – på tværs af alle verdens riger bryder Guds rige frem. Som noget helt andet, som en helt ny tid, som en ny epoke.

Guds rige bryder igennem. Som morgensolen. Spirende som forårsblomsterne. Det gudsrige, som Jesus forkyndte med både hånd og mund. Forkyndte og frem­kaldte med tilgivelse, genoprettelse, helbredelse, liv, nåde, fred og glæde. Gaver fra den levende Gud selv!

Det med opstandelsen har virkelig noget for sig. Alle dødens og djævelens kræfter må langsomt, men sikkert strække våben i denne verden. Lyset og livet er stået op. Så lad bare søvn og sorg og frygt nu fly. Evigheden er brudt igennem…

Kan være, vi mærker forsvindende lidt til det - som kvinderne med al deres tavs­hed og frygt. Men dét ændrer alligevel ikke ved ordene - og virkeligheden bag: Han er opstået! Han og alt, hvad han kom med, har guddommeligt liv i sig. Hvil­ken jubel! ”Guds Himmerige er jo dit; vent, hjerte, vent endnu kun lidt.” Fryd dig. Glæd dig med jubel, for han er opstået med liv og fred, med lys og nåde.

Kan være, at vi som kvinderne ikke fik fat i det første, men kun: ”Han er ikke her”.

”Han er ikke her!” Hvilket chok har det ikke været for dem. De havde købt vel­lugt­ende salver, ”aromata” hedder de, og vi ved ikke nøjagtig, hvad det er, men vi ved, hvad det skal bruges til: at rense og give velduft.

Fordi Jesu krop efter rædselsscenen fra korsfæstelsen på Golgatha trængte til det. Fordi hans kolde og mishandlede lig skulle gøres ordentlig i stand. Sporene fra den menneskelige grusomheds værste mishandling skulle dækkes, sløres, mildnes.

Og han var væk, og de blev bange for, at de end ikke på denne måde skulle få lov til at sige døden blot en smule imod.

Kvindernes velmenende geschæftighed stod i vejen for, at de hørte dette vidun­der­lige, at han var opstået. De hørte kun, at han var væk, og de savnede at gøre noget, at gøre ham i stand, at gøre noget for ham.

Men de og vi skulle og skal slet ingenting gøre. Han gjorde det. Han nedfor til dødsriget, ikke for at dække, sløre eller mildne døden, men for at tage opgøret med den. Og han opstod fra de døde.

Det er naturligvis helt utroligt, og hører en anden verden til. Det giver et håb af en anden verden. Det giver håb om en anden verden. Og håb om os i den.

Det giver os håb om os i den, den anden verden altså. Den verden, som vi ikke kender, men venter i håbet. Og den vokser frem allerede nu.

Hvorfor? Jo, fordi, han har lovet, at han vil være med os alle dage indtil verdens ende. Dvs. der, hvor vi er, vil han også være. Og der, hvor han ikke er, skal vi heller ikke være.

Kan det udfoldes mere? Jo, måske skal det udfoldes for enfoldige, men gennems­kues kan det jo ikke – det håb, at der er en Gud i himlen, der har magt til meget mere, end vi nogensinde vil kunne forklare os ud af. At der er en anden side af død og grav, som Jesu opstandelse er et forvarsel på.

Vi håber og tror, at der er en anden side af død og grav også for os. Vi kan ikke sige noget, fordi vi ved, at døden og graven kommer sikkert og kommer først, men vi kan heller ikke lade være med at sige noget, fordi vi håber og tror længere end det.

Jesus den opstandne er gået i forvejen for os, og på en eller anden måde skal vi følge ham. Vi skal følge ham i dette liv og være hans disciple. Det betyder selv­føl­ge­lig ikke, at vi skal går rundt i sandaler og kjortel, men det betyder, at vi skal leve livet i hans kærligheds lys og lade dette lys skinne så godt, vi kan, gennem os. Tilgive som tilgivne. Gavmilde, som vi har fået gaver til. Elskende, som vi er blevet elsket.

Og formodentlig skal vi ikke kun følge Jesus i herlighed. Også modgang vil blive vort lod, ligesom det er ethvert menneskes lod. Vi vil skulle leve med det værste og det bedste. Med sorrig og glæde. I tykt og tyndt.

Og når regnskabet til sidst skal gøres op, kan vi forhåbentlig sige: At der hele tiden har været lidt mere af ”det bedste” end af ”det værste”. (~Søren Ulrik Thomsen).

Og videre: Når klokken ringer solen bort / og visse bønner kom til kort / da takker jeg alligevel / fordi jeg lever, hvilket held! (Simon Grotrian). Glædelig påskemorgen! Amen!