Sikkerhedssele og nøgle

konfirmation 2007,  Kol 3, 12-17 og Joh 20,20/Matt 18,18;16,18
Broager kirke, 4. maj 11.00 og 6. maj 10.30

Jesus sagde [] til [sine disciple]: »Fred være med jer! Som Faren har udsendt mig, sender jeg også jer.« Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: »Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.«
    [Og en anden gang sagde Jesus:] Hvad I binder på jorden, skal være bundet i himlen, og hvad I løser på jorden, skal være løst i himlen.
    [Og til disciplen Peter sagde han tilsvarende:] Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.«
Kære konfirmander, forældre, familie, menighed.

Der har i de seneste måneder langs vejene hængt nogle meget smukke plakater, hvor en person med sort trøje holder om en anden person i en hvid trøje:

Der er en plakat med to voksne, måske et midaldrende par, hvor manden står bagved og holder sin arm nedover kvinden. Der er en plakat med en datter, som griber op over sin mors skulder. Og der er en plakat, hvor man ser en lille drengs hoved over sin fars skulder, og drengen holder sin arm skråt nedover farens krop.

Disse sorte arme, som holder om de hvide kroppe, minder fuldstændig om den skrå rem i en sikkerhedssele. Det er også meningen, for plakaterne er en væ­sent­lig del af den landsdækkende selekampagne ”Husk hinanden på selen”.


Kampagnen spiller på, at man skal passe på dem, som man holder af. Og det gør den, fordi man fra tidligere kampagner ved, at de folk, som er tættest på os, er bedst til at motivere os.

”Sæt mig fast”, hedder et af sloganerne i kampagnen, og et andet lyder: ”Spænd din elskede fast”.

Det råd gælder i trafikken, hvor man ubetinget bør anvende sikkerhedssele, men det holder ikke i alle andre forhold. Mon ikke mange af jer forældre tit har tænkt på at spænde jeres børn fast og sætte hegn op omkring dem, for at de ikke skulle komme til skade? Da de var små havde I sikkert trådnet om haven og måske en port ud til gaden, som I holdt lukket, for at børnene ikke skulle løbe ud og komme noget til. Senere blev begrænsningerne færre, men stadig ville I vide, hvor de op­holdt sig, og opstillede regler for, hvor længe de måtte blive ude.

Og hele tiden slog børnene sig i tøjret, og der foregik et spil om, hvor meget eller hvor lidt man måtte. Og jeres børn har sikket alle som en sagt til jer: ”Hvorfor må jeg ikke det? Det må alle de andre!”

Og naturligvis skulle jeres børn have mere og mere elastik, mere og mere frihed, mere og mere mulighed i at opøve sig i at blive og være voksne. De vil jo om nogle år, selv om det undertiden er meget svært at forestille sig både for jer og for mig,  - ja, så vil de skulle flytte hjemmefra og klare sig selv.

Men så langt er de jo ikke endnu. Så jeg håber, at I nøjes med at give jeres børn løse tøjler og ikke helt frit spil.

Løse tøjler, hvad er det? Jo, det er jo, at kusken lader hesten gå i fred, når den går i den rigtige retning, men er klar til at stramme tøjlerne, når der skal rettes på noget. Og for de af jer, som ikke har så meget forstand på heste eller interesserer sig så meget for dem, så er løse tøjler det samme som rulleseler. Rulleseler hindrer i mod­sætning til gammeldags sikkerhedsseler ikke en i at bevæge sig. Først, når der trædes på bremsen eller sker et sammenstød, låses selen fast.

Ja, jeg kunne tale længe om sikkerhedssele og bindinger, om navlesnor og livline mellem forældre og børn, men det vil jeg ikke, for I konfirmander er eller bliver i hvert fald selvstændige individer.

Det er jo det, som sker, når man bliver konfirmeret. Da siger den folkelige opfat­telse, at I træder ind i de voksnes rækker. Nu får I på en eller anden måde mere ansvar for jer selv og jeres liv.

Også kirkeligt sker der noget. I et stykke tid er I blevet undervist i, hvad kristen­tro drejer sig om. I har været i lære. I har været disciple, og I er stadig disciple.

Og det, som Jesus sagde til sine første disciple engang for længe siden, det gælder også for jer. De gik nemlig ud i alverden og gjorde alle folkeslag til hans disciple ved at døbe os i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.

Og hvad har Jesus så sagt til os? Ja, i dag lægger jeg altså vægt på det, som han sagde om at løse og binde. Jesus sagde: Hvad I binder på jorden, skal være bun­det i himlen, og hvad I løser på jorden, skal være løst i himlen.

Hvad betyder det? Ja, det betyder i hvert fald, at vi har et kæmpe ansvar, og at det vi gør, betyder en himmelvid forskel. Det betyder, at Jesus og derved også Gud har givet os et kæmpe ansvar overfor hinanden. Vi kan møde hinanden med åbenhed eller lukkethed. Vi kan gøre andre menneskers liv til et helvede, hvis vi mopper, bagtaler eller lukker ude. Og omvendt kan vi ved det gode eksempel, det venlige ord og ganske små tegn på accept og venskab få lyset til at skinne i et med­menneskes liv.

Konfirmander, indtil nu har I måske i nogen grad handlet og tænkt og følt jer som børn, som nogle, der kun har begrænset ansvar, som nogle man let kunne und­skyl­de med en bemærkning om, at børn jo heller ikke altid tænker sig så godt om.

Nu går den ikke længere! Nu vil de/vi voksne begynde at stille krav til jer, og det gør Gud altså også.

Gud er den, der elsker ethvert menneske, enhver af os. Som symbol på det ligger ikke en kærlig sort arm skråt ned over vores bryst, men noget lignende er det, da der ved vores dåb blev tegnet korsets tegn både for vores ansigt og vores bryst.

Gud elsker os, og Gud tilgiver os. Men netop derfor, fordi Guds kærlighed gælder ethvert menneske, skylder vi også at møde vore medmennesker med over­bæ­ren­hed og tilgivelse, med barmhjertighed, godhed, ydmyghed, mildhed, tål­modig­hed.

Altså konfirmander: I har ansvar for hinandens glæde…

Hvis I ser på billedet her ovenover mig, så kan I se en lille mand stå ved him­me­lens tårn her til jeres venstre side. Han står med en grøn nøgle i hånden. Det er Sankt Peter med himmerigets nøgle. Han er blevet betroet af Vor Herre at låse op for enhver, der vil modtage Guds tilgivelse.

I konfirmander er også disciple. Og derfor har I hver fået en nøgle. Den er symbol på, at I kan låse op for andre og for hinanden. I kan åbne for venskab og godt kam­me­ratskab, og I kan sige nej og sige fra overfor ondskab, mobning og klike­dan­nelse. Og nøglen er også symbol på, at Gud faktisk regner med, at I alle sam­men, hver eneste af jer, gør en forskel. Og så er nøglen endelig symbol på, at I har fået en masse muligheder i verden, som I kan gøre brug af. Og der er ikke nogen fast opskrift: I skal gøre det gode, men ofte er det overladt til jer selv at finde ud af, hvad det gode egentlig er. Også den udfordring har Gud givet os.

Nøglen og sikkerhedsselen vil jeg gerne have, at I tager med jer i dag som sym­bo­ler på Guds gaver og opgaver til jer.

Jeg håber, at I tager nogle gode, store spring i livet. Jeg håber, at I oplever og prø­ver mange gode ting i jeres fremtidige tilværelse – måske mere end jeres for­ældre eller jeg har vovet os ud i. Tag bare nogle gevaldige bungy jump eller spring hovedkulds ud af en flyvemaskine, men husk lige elastikken og faldskærmen. Tænk på, hvor I lander, og sørg for at gøre tingene i godt selskab med gode ven­ner.

Og gør alt i den gode ånd. Den ånd, der siger, at kærligheden skal være med i det. Bed Gud om Helligåndens kraft undervejs. Og vid, at Jesus er med jer alle dage indtil verdens ende. Amen.



Tale til konfirmanderne

Kære konfirmander. Tak for den tid, vi har haft sammen. Jeg håber vi ses igen både ude i byen, men også her i kirken.

Jeg vil lige fortælle jer, at den nøgle, som I har fået, udover at være et symbol og alt det der, også er en souvenir. Den slags nøgler kan man nemlig ikke længere få fat i. De er en sjældenhed. Det er nemlig Heine Gas-nøgler.

Jeg var dernede i forretningen hos Heine Gas’ datter og købe nøglerne til jer for nogle dage siden, inden forretningen lukkede. Jeg skulle have 50, og jeg fortalte, at jeg skulle bruge dem til mine konfirmander. ”Ja”, sagde Heine Gas’ datter, ”de står jo til 28 kr stykket … og det halve af det er 14 … Du skal få dem for 4”.

De var altså ikke dyre, men jeg håber, at I tager godt imod dem alligevel som souvenir og som symbol.

Tillykke med dagen i dag. Og så vil jeg ønske jer og jeres familie og venner en rigtig god konfirmationsfest.