Broager, søndag d. 15. april kl. 10.30
408 Nu ringer alle klokker mod sky - 446 O, lad din Ånd nu med os være - 236 Påskeblomst, hvad vil du her? // 318 Stiftet Guds Søn har på jorden et åndeligt rige - 439,1 O du Guds Lam! - 473 Dit minde skal... - 233 Jesus lever, graven brast
Kære menighed. En del præster har i den senere tid været meget foruroligende. Jeg er en af dem. [Denne prædiken er skrevet som kommentar til det første udkast til Anordning om dåb]Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: »Fred være med jer!« Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: »Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.« Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: »Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.«Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde til ham: »Vi har set Herren.« Men Thomas sagde til dem: »Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.«Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: »Fred være med jer!« Derpå sagde han til Thomas: »Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.« Thomas svarede: »Min Herre og min Gud!« Jesus sagde til ham: »Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.«Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.
Anledningen er, at man i Folkekirken har haft nogle regler om dåb, en såkaldt dåbsanordning, som mildt sagt ikke har været tidssvarende. Det var regler fra 1828, som ikke svarede til, hvordan man tænker og handler i dag. Bl.a. står der i den gamle forordning, at kristne forældre har pligt til at lade deres børn døbe, og hvis ikke de gør det, skal det medføre forskellige sanktioner. Der var altså dengang, den gamle forordning blev skrevet, dåbstvang.
Derfor startede man et grundigt forarbejde til en ny anordning. Her beskrev man, hvordan man teologisk og praktisk skal forholde sig til dåb. Det blev beskrevet, at det er præsternes opgave at døbe, og at man naturligvis kan forvente, at det kan lade sig gøre at få sit barn døbt i det sogn, som man hører til. Det er der ikke noget nyt i.
Forarbejdet til anordningen var godt og grundigt, men resultatet, forslaget til anordningstekst, som blev sendt i høring i midten af februar med høringsfrist d. 2. april, var ændret – særligt på et punkt: Nemlig det, at præster uden videre har pligt til at døbe, og at mennesker, som bor i sognet, har ret til at blive døbt.
”Hvori består forskellen”, kan man nu spøge, ”skal præster ikke døbe, er det ikke deres arbejde? Og har folk ikke lov til at blive døbt, er det noget, som man sådan bare kan nægte?”
Og jo, må vi sige, almindeligvis skal præster selvfølgelig døbe, og almindeligvis kan man få døbt sine børn eller selv blive døbt, uden alt for mange betingelser eller alt for meget besvær. Men almindeligvis er ikke altid.
Problemet er det, at dåben ikke bare er overøsningen med vand i forbindelse med fremsigelsen af nogle ord, altså selve ritualet. Dåben er også, at man lærer om dåben. Det hedder jo i dåbsbefalingen: ”Gå ud i alverden og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem, og idet I lærer dem…” Dåb og lære, dåb og undervisning hører altså sammen.
Når vi som præster, som kristen menighed, døber små børn, babyer, så gør vi det så at sige på forventet efterbevilling, vi beder forældrene om at fortælle deres børn om dåben, at bede for og med dem, at lære dem at bede, og i det mindste, når den tid kommer, at sende dem til konfirmationsundervisning. Det er hvad kirken forventer, det er hvad præsterne forventer, og jeg tror i grunden også, at de forældre, som bringer deres børn til dåb, er med på den tankegang. Det er det almindelige, og her vil dåbspligt ikke direkte være noget problem.
Men hvad nu, hvis der dukker mennesker op, som overhovedet ikke tror på noget som helst, der har kristendom at gøre, ja, de er måske ikke selv kristne eller har en helt anden tro. Og de mennesker så kræver at få deres barn døbt? Ja, så er det altså præstens pligt at døbe, hvis anordningen bliver sendt fra kirkeministeren til dronningen til underskrift og vedtaget. Og hvad med voksne, som selv kræver at blive døbt, selv om de måske ikke aner, hvad dåben drejer sig om, som måske har en anden tro, skal de bare kunne blive døbt og så farvel og tak? Ja, hvis anordningen bliver vedtaget, så er det deres ret, fordi statsmagten, kirkeministeriet har vedtaget det.
Og misforstå mig ikke. Naturligvis døber vi gerne, men der hører altså undervisning til, viden om det troen drejer sig om – hvordan skulle man ellers tro på det? Og derfor døber man – indtil nu i hvert fald – kun voksne, efter at de er blevet undervist lidt i, hvad kristentro er, eller man ved en grundig samtale har sikret sig, at de ved noget om det i forvejen…
Og betingelserne for dåb, hvad er de så? Ja, der er næsten ingen betingelser. Det er nok at bekende troen (man siger jo ja til trosbekendelsen), og ingen stiller dåbsforældrene eller den voksne, der skal døbes nærmere til regnskab. Men man kræver dog for barnedåbens vedkommende vilje til kommende kendskab til troen og for den voksnes vedkommende en vis viden om troen i forvejen. Og man forventer vel også en vis velvilje, en vis positiv holdning til troen og dåben. Og kun, hvis ja’erne til trosbekendelsen tydeligt og aktivt bliver modsag af andre udsagn eller helt ikke-kristen eller anti-kristen tro ville nægtelse af dåb kunne komme på tale.
Ja, i kirken er der faktisk meget åbent, og det er jo fordi, kirkens Herre Jesus Kristus var meget åben. Han var åben overfor for kvinderne, som bragte deres børn til ham. ”Dem må I ikke hindre”, sagde han til sine disciple. Han var åben overfor disciplen Peter, som fornægtede ham tre gange på en nat, men fortrød bitterligt. Han var åben over for disciplen Thomas, som vi netop har hørt om, Thomas, som ikke ville tro på ordene om Jesu opstandelse, førend han selv fik lov til at røre ved ham.
Al vor tvivl og vantro og misforståelser er der plads til hos vor Herre, og det skal der også på mange måder være plads til i kirken. Tvivl, vantro og misforståelser er bestemt ikke noget ideal eller noget at tilstræbe, men der skal være plads til det. Kun fortsat benægtelse kan der ikke være plads til.
Derfor hedder det: ”Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.” Altså her i kirken forlades først og fremmest synder. Kirken er for syndere som os, og her kan vi få vores synder forladt. Men den, som fornægter Jesus, den som fornægter Frelseren og frelsen, eller vel især den person, som nægter at skulle være synder, og anser sig selv for at være fejlfri og perfekt, til den person, til ham eller hende må man jo nødvendigvis sige: “Du kan ikke få dine synder forladt, du er ikke i stand til at modtage dåben, det kan man ikke gøre med krydsede fingre og bagtanker. Du må vende om og gå hjem. Du må gå i dig selv. Og så må du komme en anden gang, og så må vi se. Gudsriget er også for dig, men du kan ikke kræve det, du har ikke ret til det på dine helt egne betingelser, du må modtage det som en gave”…
Dåben er en gave. Dåben er Guds tilsagn om, at han elsker sit menneskebarn betingelsesløst. Dåben er gratis, fordi der ikke stilles betingelser. Og så alligevel, en gave skal jo modtages, for at der er nogen mening med den, og derved kan den ikke være en rettighed.
Og da dåben er et tilsagn om Guds nåde, og om at Jesus vil være med en alle dage indtil verdens ende, så er det også et tilsagn, som skal høres og forstås og anvendes, ellers er der jo ikke så meget mening med det. Det er jo ligesom med en check. Dækningen er der, Gud står jo bag, men hvis den ikke bliver indløst, så får man ikke meget ud af den.
Jeg håber, at dåbsanordningen, som var i høring, ikke bliver gennemført i den foreslåede form. Skulle det ske, vil det efter min mening betyde, at den sande kirke, menigheder, præster må sno sig som ålen og overleve i det fugtige græs, mens den golde og tørre statskirkelighed kommer til at præge landskabet på overfladen. Det vil være en regulering og en tvang, som slet ikke passer med den måde, som man i kirken plejer at finde ud af tingene ved mindelighed, samtale og forhandling. Det vil medføre lunkenhed på trods af vor Herres ord om, at vor tale skal være klar: ja eller nej – og begge dele for evangeliets skyld…
Kære menighed. En teologisk lærer fortalte engang, at en prædiken skal være som et foredrag. Det er et synspunkt, som jeg er meget uenig i, men i dag blev det altså til et foredrag.
Derfor vil jeg gerne til slut fortælle en lille historie, som nogle af konfirmanderne allerede har hørt. Men I gamle konfirmander, guldkonfirmanderne, som sidder der, og jer andre, der jo også er gamle konfirmander, I kan nok have gavn af at høre den. Her er ikke tale om ret og pligt og sikkerhedsnet, men noget helt andet…
Det foregik efter sigende ved Niagara-vandfaldene mellem USA og Canada under depressionen. Man var fattige, pengene var små, og man måtte klare dagen og vejen, så godt man nu kunne.
Og der havde en mand, en artist, han var linedanser, fået den ide at spænde et umådeligt langt reb ud over vandfaldet og så få folk til at betale for at se ham gå over. Og det skulle kun koste nogle få cent, men kom der tilskuere nok, ville det jo også blive til penge.
Folk kom i tusindvis. De ville se det. De ville se manden gå over det brusende vandfald, eller de ville se ham styrte i døden ned i de brusende vandmasser. Under alle omstændigheder: De ville se det.
Der var fyldt med tilskuere på begge sider, da linedanseren gjorde sig klar og klatrede op ved den ene ende af linen. Folk skubbede og masede, og der var stor uro lige indtil linedanseren gjorde en bevægelse med hånden. Så blev der tavshed, og han spurgte så folkene der på den ene side: ”Tror I, jeg klarer mig over på den anden side?”. Og nej, det troede de ikke: ”Du klarer den aldrig”, råbte mange.
Og linedanseren startede sin færd over på den anden side. Alle var tavse af spænding, men da han kom sikker frem, ville jubelen på den anden side næsten ingen ende tage.
Men nu løftede linedanseren hånden som tegn. Folk blev tavse, og han spurgte: ”Tror I, jeg kan klare at gå tilbage igen med bind for øjnene?”
Og de troede de. Nu var folk begejstrede, og de var ikke i tvivl om, at han kunne klare det. Og han fik bind for øjnene og begyndte langsomt, meget langsomt at bevæge sig tilbage. Den store balancestang, som han gik med vippede undertiden faretruende, men langt om længe kom han tilbage over på den anden side igen.
Og folk jublede og råbte hurra længe, indtil linedanseren gjorde tegn. Han spurgte: ”Tror I nu, at jeg kan gå over på den anden side med en person på skuldrene?”
Ja, det troede de.
”Hvem vil med?” Så blev der tavshed, fuldstændig tavshed, indtil en lille ældre mand langsomt løftede hånden og sagde: ”Det vil jeg!”.
Manden satte sig op på linedanserens skulder, og langsomt, uendeligt langsomt gik det over på den anden side.
Og den gamle mands liv blev aldrig mere det samme, for han havde vovet at lade sig bære.
Måske denne historie kan få os andre til at vove os ud på troens dybder i tillid til, at vor Herre Jesus Kristus bærer os hele vejen. Amen.
The famous Blondin made his first crossing of Niagara Falls on June 30th, 1859, watched, it was calculated, by 100,000 people. It is now August and he is introducing variations into his act: wearing a blindfold, pushing a wheelbarrow, on stilts, sitting down midway then cooking and eating an omelette. Here his manager Harry Colcord is carried piggy-back, exhorted beforehand by Blondin:
Look up, Harry… You are no longer Colcord you are Blondin… be a part of me, mind, body and soul. If I sway, sway with me. Do not attempt to do any balancing yourself. If you do we will both go to our death.Den historiske baggrund kendte jeg ikke, da jeg skrev prædikenen her. Læs mere om linedanseren Blondin...
