Broager kirke, søndag d. 28. januar kl. 10.30
28 De dybeste lag i mit hjerte - 22 Gådefuld er du, vor Gud - 300 Kom sandheds Ånd og vidne giv // 164 Øjne, I var lykkelige - 476 Kornet, som dør i jorden - 404 Lover Herren! Han er nær
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og hans bror Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var alene. Og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. Og se, Moses og Elias kom til syne for dem og talte med ham. Så udbrød Peter og sagde til Jesus: »Herre, det er godt, at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her, én til dig og én til Moses og én til Elias.« Mens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!« Da disciplene hørte det, faldt de ned på deres ansigt og blev grebet af stor frygt. Men Jesus gik hen og rørte ved dem og sagde: »Rejs jer, og frygt ikke!« Og da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene. Mens de gik ned fra bjerget, befalede Jesus dem: »Fortæl ikke nogen om dette syn, før Menneskesønnen er opstået fra de døde.«
Oplysning drejer det sig om – oplysning fra Gud, fordi det hellige kommer os nær. Det er der mange, der ikke forstået rigtigt.
En af dem er politikeren Ellen Trane Nørby, som netop har foreslået, at man skal ophæve lovene for, hvad landets kirker kan bruges til. Hun mener nemlig, at de love, som findes, er til hinder for at anvende kirkerne på måder, som moderne mennesker har brug for. Desuden synes hun, at politikerne ikke bør blande sig i kirkens anliggender; også derfor bør lovene afskaffes.
Jeg er enig i, at politikerne ikke bør blande sig i kirkens anliggender, og hvis de love, som findes, virkelig er til hinder for kirkens virke, så bør de afskaffes.
Jeg mener bare ikke, at det er tilfældet. Formodentlig afspejler ”Lov om kirkers brug” ganske udmærket det, som kirkens folk, vi kristne, ønsker kirkerne brugt til. Derfor vil det ikke ændre noget, hvis man ophævede de nuværende love, for så ville kirkerne jo bare skulle lave nogle lignende regler, som så blev skrevet i resolutioner, vedtægter, ordensregler eller udtalelser. Og så er vi lige vidt.
Nej, det er ikke lovene, som er til hinder for at anvende kirkerne på måder, som Ellen Trane Nørby påstår, at moderne mennesker har brug for. Det er i sidste ende kirken selv.
Og hvad er det så Ellen Trane Nørby/det moderne menneske har brug for? Jo hun siger: ”Kirkerne har jo tabt meget af deres tiltrækningskraft som omdrejningspunkt for lokalsamfundet, og den tiltrækningskraft tror jeg, man kunne genskabe ved at bruge kirkerummet til andet end gudstjenester.” Desværre har Ellen Trane Nørby ikke givet eksempler på, hvad hun mener, at kirker skal bruges til, som de ikke allerede nu bliver brugt til.
Det kan ikke være koncerter, som hun taler om, for her er udstrakt frihed. Et menighedsråd eller blot et flertal i menighedsrådet kan arrangere de koncerter, som det måtte ønske.
Foredrag da? Tja, her i sognet foregår foredrag i sognegården, men hvis pladsen skulle blive for trang, sker det her i kirken. Og man må ikke engang undvære kaffen!
Og hvad så med filmforevisninger? Nå ja, det er ikke rigtig relevant, for vi kan ikke mørklægge, og det er ikke så praktisk med de hvide vægge. Og bænkene er alt for hårde at sidde på! Og desuden kommer der ikke så mange til vores filmklub i sognegården, så der er plads nok – I skal være velkomne!
Eller håndbold? Det er jo oppe i tiden, og det går rigtig godt for herrelandsholdet. Men det duer altså ikke, for så ville bænkene være i vejen, og hvor skulle tilskuerne så sidde… Og, indrømmet, vi ville sige nej. Vi har faktisk vide rammer, men vi ønsker ikke engang at bevæge os til kanten af disse rammer, fordi vi er mere interesseret i det centrale end det perifere.
Men selv om Ellen Trane Nørby ikke siger, hvad kirken skal gøre, så mener hun dog at vide, hvad der er i vejen: ”Kirkerne har [] tabt [] deres tiltrækningskraft som omdrejningspunkt for lokalsamfundet”. Og det er enlig en meget interessant formulering, for et omdrejningspunkt, må vel netop bestå i noget centralt.
Men inden vi kommer til det centrale, må vi spørge os selv, om det er sandt, at kirken ikke har tiltrækningskræft?
Til jul og konfirmation er kirken overfyldt flere gange. Og en del andre gange derudover er de faste bænke udnyttet fuldt ud. Ved almindelige søndagsgudstjenester med dåb kan vi godt komme op på 200. Og selv på de ringeste dage kan vi stille to fodboldhold: det ene bestående af menigheden, det andet bestående af præst, kirketjener, organist og kor. Ja, og så kan Gud være dommer!
Al den snak om manglende tiltrækningskraft er stærkt overdrevet! Det svarer til, at man tæller tomme stolesæder i parcelhuse. I de fleste parcelhuse er måske 16-20 stolesæder, men det meste af tiden er der kun to til fire mennesker på stolene. Og resten står tomme. Kan man deraf konkludere, at disse hjem ikke har tiltrækningskraft?
Kirkens rum har vel tiltrækningskraft til det, som det skal bruges til. Et stadion er vel heller ikke særligt interessant, når det ikke anvendes til sit formål! Eller en koncertscene?
Hvad kirken skal bruges til, det er jo det, det drejer sig om, og ikke først og fremmest, hvor mange, der kommer. Kvalitet og kvantitet er ikke det samme. Selvfølgelig betyder det noget, at der kommer mennesker til en gudstjeneste, men det er dog ikke først og fremmest antallet af kirkegængere, som det drejer sig om. Og hvis det bare drejer sig om at være mange, så kan man jo tage ind i gågaden i Sønderborg en lørdag formiddag, når der er udsalg. Se, det er noget, som har tiltrækningskræft, men central betydning i menneskers liv bør det dog ikke have.
Og det er sagen. Man kunne godt lave kirken om til A-Z eller cirkus eller stadion, og så ville der komme mange kunder eller et stort publikum, hvis der var billige varer, gode tricks eller spændende kampe. Men hvorfor gøre det? Disse muligheder findes jo i forvejen, og der er nok af dem. Men kirke er der ikke nok af, vil jeg påstå.
Der er ikke nok af den slags kirke, hvor folk sidder ned og lader roen falde over sig. Hvor mennesker hører deres eget åndedræt og måske også Guds. Hvor der ikke nødvendigvis er overraskelser og præmier hele tiden. Hvor man ikke kan skifte kanal. Hvor man lader sig oplyse af Gud og står på hellig grund.
Kirken er ikke alt muligt andet end det, den er. Kirken er kirke. Kirken er hellig. Kirken er oplysning fra Gud.
Og så til noget helt andet og så måske ikke alligevel. I sidste uge blev biskop Steen Skovsgaard spurgt af en journalist fra Ritzaus Bureau om, hvad han mente om tidens klimaforandringer. Nu er Steen Skovsgaard biskop, så han udtalte sig ikke som en meteorolog med tal og naturvidenskabelige forklaringer. Han udtalte sig ikke som en byplanlægger om, hvordan man skal til at omdimensionere kloakanlæg. Han udtalte sig ikke som en landmand, der kunne overveje, om man skulle til at dyrke nye afgrøder. Han udtalte sig heller ikke som lægmand, manden på gaden, der kunne være enten ligeglad med eller bange for udviklingen, uden dog at gøre sig mere systematiske overvejelser. Han udtalte sig som biskop, som teolog, som kristen.
Og kristentroen drejer sig bl.a. om, at verden har en begyndelse og en ende. Og at det er muligt, og måske endda helt naturligt, at vi opfatter klimaforandringerne som et tegn på, at vi er i de sidste tider, men hvis vi gør det, så skal vi huske, at Jesus også sagde, at vi ikke må lade os skræmme, fordi der er et håb, der går ud over denne verden.
Steen Skovsgaard tydede klimaforandringerne teologisk. Denne tydning eller tolkning er ikke tvingende, man behøver ikke at være enig med ham. Og nogle kan mene, at der må flere og andre tegn til. Og andre kan ganske rigtig gøre opmærksom på, at der altid har været tegn på alt muligt, hvorfor man egentlig ikke kan sige noget helt sikkert, førend jorden er gået under.
Der er mange problemer i at tolke tidens tegn teologisk. Det er al kritikken tydelig tegn på.
Men jeg foretrækker biskoppens forsigtige spekulationer frem for kritikkens skråsikre afvisning. ”Lad videnskaben tale om den slags ting”, har nogle sagt, som om videnskaben – den eksakte videnskab nærmere bestemt – har eneret på at beskæftige sig med verdens gang. Og ”man skal ikke skræmme folk unødigt”, har andre sagt, som om det var biskoppens ord, der gav anledning til bekymring og ikke de faktiske varmerekorder og vejrforandringer i verden.
Og den værste kritik kom fra nogle præster og teologer, som sagde: ”Man kan ikke tage Jesu ord i anvendelse i den aktuelle situation, for de er sagt ind i en bestemt tid og en konkret historisk situation, hvor man tænkte helt anderledes. Det skal alt sammen forstås symbolsk”.
Det er rigtigt, at Jesu ord er sagt ind i en bestemt tid og en konkret historisk situation. Tiden og situationen skal da også tages i betragtning, når vi tolker ordene. Men det forekommer mig urimeligt snæversynet og nærmest kættersk at forestille sig, at Jesu ord kun kan tolkes ind i den ene situation: Hvis Gud har sendt sin Søn Jesus Kristus til verden og åbenbaret sig for mennesker, så må på en eller anden måde, i en eller anden forstand denne åbenbaring også være umiddelbar forståelig for mennesker og dens ord have almen gyldighed…
Det hele drejer sig om oplysning. Det drejer sig om den hellige Guds oplysning og ikke kulørte lamper på den ene side eller kritikkens ensidigt kolde lys på den anden side.
Sådan er det med forklarelsen på bjerget, hvor vi hører om, at disciplene oplever Gud i et himmelsk lysskær sige, at Jesus er hans søn. Det er stærke sager, som vi nok egentlig ikke burde tro på i en videnskabeligt oplyst tid. Men hvad skal vi så tro på? Skal vi få professorer og teologer til at opremse alt det, som ikke er muligt at forstå for en kritisk, moderne tankegang, og så kun tro på det, som bliver tilbage, når alt det forunderlige er trukket fra? Det er ikke ret meget!
Eller skal vi tilbyde billig glimmer, pop, underholdning og kulørte lamper, fordi det har tiltrækningskraft og reklameværdi? Fordi det er mere nede på jorden end det hellige og Gud i himlen?
Ja, men vores tro bevæger os da heller ikke udelukkende i de højere luftlag eller i de sidste tider: Læg mærke til, at Jesus ikke blev på bjerget. Han blev ikke oppe i det hellige. Han gik ned igen, ned i lavlandet og traf dér mennesker og helbredte og lærte og var sammen med dem. På den måde viste Jesus, at Gud har noget at sige både i det ophøjede og i det lave. Både i det hellige og det dagligdags. Både i kirken og udenfor.
Gud er ro imod alt gøgl. Gud er mirakel imod al snusfornuft. Gud er Gud. Og Gud vil oplyse os om sin gode vilje – også i dag i vores tid. Og mon ikke Gud stadig har tiltrækningskræft ikke bare for lokalsamfundet, men for hele verden? Mon ikke Gud stadig er omdrejningspunkt og universets Herre? Amen!
