Heksen, løven og gardarobeskabet

Juleaften 2005, Lukas 2,1-14
Broager kirke, lørdag d. 24. december kl. 14.00 og 15.30
94 Det kimer nu – hilsen, bøn, læsning – 123 Her kommer, Jesus, dine små – læsning, trosbekendelse – 112 Kom, alle kristne // 104 Et barn er født – bøn, Fadervor, velsignelse – 121 Dejlig er jorden
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Gali-læa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.
    I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:
    »Ære være Gud i det højeste og på jorden!
    Fred til mennesker med Guds velbehag!«
>Kære menighed. Fjernsynets julekalenderudsendelser, Jul i Valhal og Bamses jule­rejse, er snart færdige. De har været underholdende, men de når kun til my­to­logien – henholdsvis den klassiske med de nordiske guder og den moderne med julemanden – og har efter min mening ikke så meget direkte med evangeliet at gøre.

Det har derimod bøgerne om landet Narnia, som den engelske forfatter C.S. Lewis skrev. En af bøgerne hedder Heksen, Løven og Garderobeskabet”. Bogen er net­op blevet filmatiseret og har premiere i morgen.

Historien handler om 4 børn, som er blevet evakueret fra et krigshærget London. De havner hos en lidt sær professor, som bor alene med sin skrappe husholderske og sine mange bøger.

En regnvejrsdag kan børnene ikke komme ud at lege, så de giver sig til at lege skjul i det store hus. Et af børnene, Lucy, gemmer sig i et garderobeskab fyldt med gamle pelskåber. Mens hun står der og gemmer sig for de andre, synes hun, at det bliver koldt, og hun tager en af pelskåberne på. Og så opdager hun, at der bag i skabet kommer lys et eller andet sted fra. Hun skubber pelsene til side og bevæger sig frem mod lyset og kulden, og pludselig er det som om, at skabet for­svinder, og hun er kommet ind i et helt andet land.

Det er landet Narnia, som hun er kommet ind i. Narnia er et spændende eventyr-land, som er fyldt med mærkelige væsener: fauner, dryader, kæmper, flyvende heste og talende dyr.

Det er bidende koldt i Narnia. Landet lider under en evig vinter, endog en vinter uden jul, for den hvide heks, Jadis, har taget magten og udnævnt sig selv til dron-ning over landet.

Da Lucy kommer tilbage fra Narnia til de andre børn i det store hus, tror de først ikke på, hvad hun fortæller om sine oplevelser, men nysgerrigheden driver dem alligevel, og det ender med, at de alle 4 kommer til Narnia samtidig.

Et af børnene, Edmund, bliver lokket af dronning Jadis og forført af hendes cho­ko­lade til at forråde sine venner. Det ondes kulde når helt ind i hans hjerte.

Ind i denne kolde og forræderiske verden kommer Aslan i skikkelse af en løve. Han er søn af kejseren hinsides havet og er den egentlige konge af Narnia.

Han er den, som alle i landet har håbet på vil komme og befri dem, og han er den eneste, som heksen Jadis frygter.

Og bare rygtet om ham får kulden til at slippe sit tag i Narnia. Alt tør. Isen smel-ter, vandet begynder at dryppe og løbe i små strømme, verden begynder at grøn-nes. Hjerterne løsnes, for kongen er på vej, kongen er kommet.

Og her kunne jeg så stoppe mit referat af historien om Narnia, for nu er julen kom­met, håbet er skabt. Vinteren er der stadig, men nu går det mod lysere tider.

Men historien er ikke færdig. Vi har fået lov til at kikke ind gennem garderobe­skabet ind i en verden bagved, men er himlens dør derved åbnet? Nej, for

ligesom der er mere end jul i evangeliet, så er der mere end forårets komme i historien om Narnia. Historien er ikke slut. Dramaet er ikke til ende.

Julen betyder, at Guds søn er født, og er kommet til verden, og allerede det må tænde håbet i menneskers hjerter, hvis de da ikke er for forfrosne. Nogle menne-sker har jo kun vinter i hjertet, men aldrig jul. Nogle mennesker kan ikke se igen-nem det, som de umiddelbart forestiller sig, og bliver derfor stående i skabet, i mørket uden at fornemme, at der findes noget større bagved. Ja, nogle bliver vel også stående ved stalden og barnet i krybben og fornemmer eller tror ikke det vidunderligt guddommelige, som spirer frem.

Men julen er ikke bare, at Guds søn er kommet. Julens glæde er først forstået, når man erkender, hvorfor han er kommet…

Lad os vende tilbage til Narnia, hvor kongesønnen, løven Aslan er kommet, og hvor det tør.

Men dronning Jadis vil ikke slippe sit tag i landet. Og hun er magtfuld nok til at forlange, at loven skal holdes. Loven skal holdes, for intet land kan klare sig uden lov.

Narnias lov står skrevet på et stenbord midt i riget. Og der står bl.a. skrevet, at en forræder skal bøde med sit liv for sit forræderi. Og hun har sådan set ret. Så-dan er loven, og nu betyder det, at Edmund bliver dømt til døden. Og det hjælper ikke noget, at han har fortrudt og har sagt undskyld, og at de, som han har svig-tet, har tilgivet ham. Jadis kræver lovens bogstav og forstenede krav opfyldt.

Men loven siger også, at hvis en uskyldig ofrer sig i stedet for den skyldige, så kan den skyldige slippe.

Og Aslan ofrer sig for Edmund og dør for hans skyld. Og de andre børn ser det med gru fra deres skjulested, hvad der sker. De tror, at kulden og det onde har vundet. Og udmattet og forgrædte falder de i søvn. Uden håb og fulde af for­tvivl­else, for uden Aslan kan Narnias forår ikke holde, og alt vil fryse til is igen.

Men næste morgen, da de vågner, er Aslan væk fra stenbordet, som han lå på. Det er knækket midt over. Og så pludselig står han der foran dem spillevende.

Det endte med, at stenbordets lov måtte give op overfor en stærkere lov – kær­lighedens lov. Overfor den lov må selv det mest forfrosne og hadefulde sind give fortabt, ja, selv døden må give op. Når en uden skyld ofrer sig for en, som er skyldig, sejrer kærligheden…

Narnia-fortællingen handler således om mere end tøbrud og håb. Det gør julen også vil jeg påstå. Julen handler om mere end mad, slik og gaver. Den er mere end bare stearinlys, hygge, pebernødder og juletræ. Julen er mere end Jesus-barnet i krybben, selv om det naturligvis er indgangen dertil.

Ja, Jesu fødsel netop som menneske er begyndelsen til Guds mægtige indgriben overfor ondskab og kulde i verden.

Derfor drejer julen ikke bare om, hvem der skal betale julegaverne, men om hvem der skal betale vore liv.

Liv koster nemlig. Hvis vi svigter, så koster det. Og vi må jo svigte, så længe der er mennesker i verden, der sulter, så længe der er mennesker i verden, som er ensomme. Så længe der er mennesker, som ikke mærker julens glæde.

Vi sviger, fordi der er for meget noget-for-noget og millimeterretfærdighed og for lidt noget-for-intet og tilgivelse og overbærenhed.

Men der er en anden mulighed, end at enhver hytter sit eget skind, og at menne-sket kun har sig selv at holde sig til. For der er en, der har ofret sig for os. Således handler julen om syndernes forladelse. Om at kærligheden smelter selv det kol-de-ste hjerte. At kærligheden blev  kød og blod, at Guds søn blev menneske og påtog sig at bære vores synd og tage vores straf.

Bag julens glæde og juleaftens lys og barme ligger således både Langfredags gru og påskemorgens glæde…

Nu er der måske en og anden, som tænker, at Narniahistorien forleder til en for vidtgående tolkning af julen og barnet i krybben. Men allerede salmedigteren Brorson tænkte i samme baner i salmen ”Her kommer, Jesus, dine små”, som vi sang lige før, når der i én linie tales om ”stald og krybbe, kors og død” og videre siges: ”Alverden stod i Satans Pagt / da brød vor Jesus frem med magt / og rev os ud med blodig hånd / af alle vores fjenders bånd.”

Og lad os så slutte med ordvekslingen, da børnene skal forlade Narnia. De er fortvivlede over, at de aldrig mere kan komme tilbage, men Aslan siger til dem:

”I er for gamle, børn, [...] og I må begynde at lære jeres egen verden at kende nu.”

”Det er ikke på grund af Narnia, ” hulkede Lucy. ”Det er på grund af dig. Vi vil ikke kunne møde dig dér. Og hvordan kan vi leve uden at kunne møde dig?”

”Men I vil komme til at møde mig, mit kære barn,” sagde Aslan.

”Er… er du også dér?” sagde Edmund.

”Ja,” sagde Aslan. ”Men dér har jeg et andet navn. I må lære at kende mig under det navn. Det var selve grunden til, at I blev bragt til Narnia – for ved at lære at kende mig et stykke tid her, vil I bedre kunne kende mig dér.” Amen.