Et kongeligt folk eller liguster-royalister?

21. s.e trinitatis 2005, Joh 4,46-53

Broager, søndag d. 16. oktober kl. 10.30

320 Midt iblandt os er Guds rige – 450 Du kommer, Jesus, i vor dåb – 355 Gud har fra evighed givet sin Søn os til Herre // 577 Vor tro er den forvisning på – 474 Jesus Krist, du gav mig livet – 401 Guds ord det er vort arvegods
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Jesus kom nu atter til Kana i Galilæa, hvor han havde gjort vand til vin.
    Der var en kongelig embedsmand, hvis søn lå syg i Kapernaum. Da han hørte, at Jesus var kommet fra Judæa til Galilæa, tog han hen til ham og bad ham om at komme med derned og helbrede hans søn; for han lå for døden. Da sagde Jesus til ham: »Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.« Den kongelige embeds­mand svarede: »Herre, kom med derned, før mit barn dør.« Jesus sagde til ham: »Gå hjem, din søn lever.« Manden troede Jesus på hans ord og gik; og allerede mens han var på vej hjem, kom hans tjenere ham i møde og fortalte, at hans dreng var i live. Han spurgte dem så ud om, i hvilken time han havde fået det bedre, og de svarede: »I går ved den syvende time forlod feberen ham.« Da forstod faderen, at det var sket netop i den time, da Jesus havde sagt: »Din søn lever.« Og han og hele hans husstand kom til tro.
Det er forunderligt passende, at prædiketeksten til i dag omtaler en kongelig embedsmand, som havde en søn. Det er passende, når hele nationen i går stod på den anden ende over, at en lille, ny prins var blevet født. Tillykke til kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, tillykke med den lille søn!

Og når nu vi er ved det: så tillykke også til jer, som i dag bærer jeres børn til dåb. Tillykke med jeres lille datter og jeres lille søn. De er ikke af kongelig slægt, så vidt jeg kunne se i kirke­bogen, men for jer er de det sikkert alligevel. Sådan er det jo, når man har børn: de er ens små prinser og prinsesser.

Og så hører vi altså i dag om en kongelig embedsmand, som havde en syg søn. Hvorfor skal vi egentlig have at vide, at det drejer sig om en kongelig embeds­mand. Hvad betyder stillings­betegnelsen?

Er det ikke nok at vi ved, at han er far og derfor selvfølgelig ude af sig selv ved de dystre udsig­ter til at skulle miste sin søn. Det vil enhver far eller mor jo være ved tanken om at miste et barn.

Ja, hvad betyder titler, når ens barn er lige ved at blive kørt over af en hensyns­løs bilist? Jeg skal love for, at det sidste, jeg ville sige i en sådan situation, var: ”Vær venlig at se dig for, jeg er præst!”. Der ville nok lyde helt andre ord, som jeg ikke skal redegøre for her.

Og når barnet er sygt, så er det det samme, så forsøger man at fortælle lægen alt om barnet og anstrenger sig for at huske enhver lille detalje, hvor betydningsløs den end måtte være, for sæt nu der var noget alvorligt galt med barnet, så måtte jo intet blive overset. Men stillings­betegn­elser de er ganske uvæsentlige. Man er først og fremmest far og mor, og alt andet er fuld­stæn­dig ligegyldigt…

Hvorfor oplyses det så om faren til den syge dreng, at han er kongelig embeds­mand? Selv har han sikkert ikke skænket sin fine stilling mange tanker. Han er nok bare draget af sted i sin nød og er kommet til Jesus for at få hjælp.

Nej, oplysningen om, at faren til den syge dreng er kongelig embedsmand, er til os, vi som læser og hører historien. Den oplysning skal få os til at lægge mærke til, at stillet overfor tilværelsens helt store spørgsmål, sygdom, død, kærlighed, dér er vi alle først og fremmest mennesker i for­hold til hinanden og i forhold til Gud, uanset hvilken position vi ellers indtager i samfundet.

Johannes har skrevet sit evangelium med det ene formål, at vi skal tro, at Jesus er Kristus dvs. Guds Søn, og for at vi, når vi tror, skal have liv i hans navn. Og med det ene formål er også historien om den kongelige embedsmands syge søn skrevet ned.

Begyndelsen til at få liv i hans navn er altså, at tro at Jesus er Kristus, den leven­de Guds søn, han der kommer til verden, han der kommer til enhver, ham som enhver af os behøver, uanset hvor i verden vi befinder os, uanset alder, køn eller udseende, uanset status, stand eller stilling.

Og hvad er så tro for noget? Ja, et sted hedder det: Tro er fast tillid til det, der håbes på, over­bevisning om det, der ikke ses.

Nu kan vi selvfølgelig mene, at det var nemt nok for den kongelige embedsmands husstand at komme til tro, for de fik jo hurtigt syn for sagn, fordi det gik op for dem, at drengen var blevet rask præcis på det tidspunkt, hvor Jesus havde sagt: ”Din søn lever”. Men embedsmanden selv han troede Jesus på ordet, allerede inden, at det var blevet bevist.

Men hvad med os, er historien et bevis for os? Nej, det er den ikke. Det er kun en beretning, som vi kan tage imod i tro. Men det er ikke så afgørende, for det er ikke i beviset, at troslivet begynder, men netop i troen. – Troen, der opstår, når man møder Jesu ord, og når man tager Jesus på ordet.

Der startede også den kongelig embedsmands tro: i fast tillid til det, han håbede på, men endnu ikke havde set. Han hørte noget, og han troede, før han så. At høre er ikke bare at være passiv. At høre er at vende sig mod en anden i hengivelse og tillid for et øjeblik glemme sig selv, for i næste øjeblik at opdage, at man er blevet sig selv på en ny måde. At høre rigtig er at være afhængig af, hvad den anden siger, at vente med sindet åbent.

Som kongelig embedsmand behøvede manden ikke at høre. Der var han snarere den, som bød og befalede og selv blev lyttet til. Men som far var han et menne­ske, som måtte lytte fuldt ud afhængig af Gud. For ham var det alt om at gøre at tie og lytte og tro på, hvad Guds Søn sagde til ham…

Når vi står overfor spørgsmålet om, hvem Jesus Kristus er, så gør det os næsten altid urolige, for i samme nu bliver vi også nødt til at overveje, hvem vi selv er.

Og vi har i grunden kun to muligheder. Vi kan hævde vores suverænitet. Vi kan sige, at vi alene vide. Vi kan mene, at vi er konge over vores eget liv. Vi kan gem­me os bag vores egen hæk i vores eget lille rige som en slags liguster-royalister. Og således kan vi fornægte den afhængighed af Gud, som ofte kan skjules, men som altid kommer for en dag, når sygdom eller i hvert fald døden til sidst banker på døren.

Eller vi kan erkende vores afhængighed. Vores afhængighed af andre mennesker og af Gud. Vi kan indrømme vores angst for at miste, hvorved vi samtidig vinder indsigt i livsfællesskabet med vore kære og styrker de bånd, som knytter vores tilværelse sammen.

Af kærligheden gror kærligheden, og når Jesus i ord og tegn viser os sig selv, viser han også noget om os og vores liv sammen, hvis vi tør høre det.

For det første gælder altså, at forholdet til Gud afhænger af troen på Jesus Kris­tus og ikke af, om vi er kongelige embedsmænd eller fabriksarbejdere, har korte eller lange uddannelser, er på arbejdsmarkedet eller ej, eller hvad vi nu kan måle os selv og hinanden på. I mødet med Jesus må vi give afkald på alt det, der ikke er væsentligt ved os, og i stedet får vi hans fulde rustning, hans kærlighed og hans ord, som er liv og ånd…

Overfor Gud er vi intet og alt. Vi er intet i den forstand, at vi ikke kan komme og hævde os på baggrund af nedstamning, familieskab, egen fortjeneste eller gode gerninger.

Vi er alt i den forstand, at vi har Guds nåde. I den forstand er vi faktisk prinser og prinsesser, et kongeligt folk, som Gud har skabt og dannet.

Lad os således glæde os over Frederik og Marys lille prins, som er arving til Dan­marks rige. Og lad os glæde os over os selv og vore egne sønner og døtre, at vi er arvinger til Guds rige. Amen.